This is an old revision of the document!
Niels Christian Knudsen (2) og Karen Margrethe Christensen (3)
Frode Knudsen har følgende oplysninger om sin farfar og farmor:
Han begyndte som tjenestekarl, og på en går ved Struer kom han til at tjene sammen med Karen Margrethe og hendes bror Laust. Hun er født på en gård, der hedder Lille Ulsø, og hendes familie tog senere navnet Ulsøe som familienavn. De kom til at bo i Lemvig og han startede som arbejdsmand, men blev senere vognmand. Senere solgte han den forretning og købte en gård i Flynder. Der var de ikke så længe, gården brændte og han blev anklaget for ildspåsættelse. Han har formodentlig været i fængsel en tid, gården blev solgt og de flyttede tilbage til Lemvig. Han begyndte igen med vognmandsforretning, men det gik vist ikke så godt, for han var slem til flasken. Da han blev ældre, kørte han rundt med en lille hest og solgte fisk. Han blev gift anden gang med Palmine Sofie Mortensen, og med hende fik han en søn, som fik navnet Karl Christian.
Niels Christian Knudsen
Niels Christian Knudsen blev født den 1. juni 1856 i Lemtorp Huse, hjemmedøbt den 4. juni og i Nørlem Kirke den 13. juli 1856. Forældrene var Husmand og Tømrer Niels Roskjær Knudsen og Hustru Ane Grønfeldt Nielsdatter i Lemtorp Huse.
Fadderne var Pige: Johanne Marie Nielsen Segiberg, Juliane Schmidt, Husmand Jens Søndergaard Nielsen Kjergaard af Faberg, H: Lauge Jensen Skørbæk af Lem, Anners Nielsen Kjergaard af Lemvig.
Han flytter med familien til gården Hvolgaard i Rom sogn, syd for Lemvig, hvor han findes ved folketællingen den 1. februar 1870. Og han bliver konfirmeret i Rom kirke den 24. april 1870. Kirkebogen har følgende:
Niels Kristian Knudsen, søn af gårdmand Niels Råkker Knudsen og hustru Ane Grønfelt Nielsdatter, Hvolgaård. Født i Lemtorphuse i Nørlems kirke 1856, hjemmedøbt d 4 juni i Kirke 13 juli s.a. Alderseftergivelse den 4 fbr 1870. Meget god kundskab, god opførsel.
Da han bliver konfirmeret, var han kun 13 år, idet han først fyldte 14 den 1. juni 1870. Det er grunden til at han har fået bevilliget alderseftergivelse, der skulle søges hos biskoppen.
Karen Margrethe Christensen
Karen Margrethe Christensen blev født den 22. maj 1848 i Ryde på gården Lille Ulsø, og hjemmedøbt den 24. maj formedels Sygdom, Daaben stadfæstet i Kirken den 18. juli. Forældrene var Gaardmand Christen Christensen og Hustru Ane Kirstine Larsdatter i Lille Ulsø.
Fadderne var Gmd. Christen Madsen og Hus: Johanne Margrethe Jensdatter, Gmd: Erik Seirsen og Hust: Ane Christensdatter alle af Toft, Gmd: Laurits Jensen og Hust: Karen Christensdatter af Sevel
Da hun blev konfirmeret den 27. april 1862, boede hun stadig hjemme på Lille Ulsø. I 1870 tjener hun på Damgaard i Handbjerg mellem Struer og Vinderup.
Giftermål og børn
Niels Christian og Karen Margrethe blev viet i Lemvig kirke den 18. april 1879. Kirkebogen har følgende oplysninger:
Brudgom: Ungkarl Niels Christen Knudsen, født i Nørlem 1ste Juni 1856, vaccineret 29. Juni 1857 af Viborg, Conf i Rom 1870. Arbejdsmand i Lemvig
Brud: Pigen Karen Margrethe Christensen, født 22. Maj 1848 i Ryde Sogn. Vaccineret 29de Juni af Mende Cnf 1862 i Ryde Sogn. I Lemvig
Forlovere: Jens Abildgaard og Niels Knudsen
De fik deres første barn samme år:
1. Ane Kirstine Knudsen, født 4de November, døbt 9de November i Kirken
Forældre: Arbejdsmand Niels Christian Knudsen og Hustru Karen Margrethe Christensen i Lemvig
Faddere: Tjenestepigerne Ingeborg Knudsen og Mette Marie Nielsen, Skomager C. Sløk i Lemvig, Tjenestekarl Anders Peder Knudsen i Nissum
Ingeborg Knudsen er formodentlig Niels Christians søster, og Anders Peder Knudsen Niels Christians bror. De optræder også ved de følgende børns dåb. Der har åbenbart været tæt kontakt mellem de tre søskende.
Datteren Ane Kirstine døde den 12te Juli 1880. Hun optræder dog i forbindelse med folketællingen den 1. februar 1880, hvor familien bor på Østergade 146 i Lemvig.
De næste to børn bliver også født i Lemvig. Den næste, en pige, får samme navn som den nylig afdøde:
2. Ane Kirstine Knudsen, født 9. December 1880, døbt den 26de December i Kirken.
Forældre: Vognmand Niels Christian Knudsen og Hustru Karen Margrethe Christensen i Lemvig
Faddere: Tjenestepigerne Christiane Christensen af Hjerm og Ingeborg Knudsen, Tjenestekarlene Niels Andreas Jensen og Anders Peder Knudsen i Hjerm.
Frode Knudsen:
Hun blev oplært i et vaskeri i Lemvig, men efter moderens død var hun nogle år husbestyrerinde for faren. Senere fik hun en god stilling på fredhjemmet i Store Karleby. Hun var meget præget af Indre Mission.
Herefter endnu en datter:
3. Andrea Knudsen, født den 3die Marts 1882, døbt den 12te Marts i Kirken.
Forældre: Vognmand Niels Christian Knudsen og Hustru Karen Margrethe Christensen i Lemvig.
Faddere: Garversvend Andreas Pedersens Hustru, Værtshusholder Mads Ravnsbæks Hustru, Vognmand Chr. Mortensen, Ungkarl Anders Peder Knudsen i Lemvig.
Niels Christians søster, Ingeborg Knudsen, var i 1881 blevet gift med garversvend Andreas Pedersen, så hun optræder altså også ved denne dåb sammen med broren.
Frode Knudsen:
Andrea Knudsen får tuberkulose og dør på sygehuset i Viborg den 27. juli 1895, kun 15 år gammel. Hendes far kørte selv med heste og vogn den lange vej fra Lemvig til Viborg og tilbage for at hente hende hjem. Hun blev begravet på Lemvig kirkegård den 31. juli 1897.
Til Flynder
I februar 1884 mageskifter Niels Christian sin ejendom i Lemvig, matrikelnumrene 136a og 26b, med en landejendom i Flynder en halv snes km. syd for Lemvig, med matrikelnumre 53 og 32f. Ejendommen, der ser ud til at være under 1 td. hartkorn, ligger nu i området Vilhelmsborgvej 140-144, ca. to kilometer øst for Flynder kirke.
I Skøde og panteprotokollen for Skodborg og Vandfuld Herred findes skødet for handlen, hvoraf fremgår følgende:
Handelspris 18.000 kr., hvoraf 16.000 kr. for ejendommen og 2.000 kr. for løsøre og besætning.
Berigtigelse af handlen foregår således:
Der overtages et prioritetslån på 9.000 kr.
Ejendommen i Lemvig 7.000 kr.
December termin betales 1.000 kr.
Vederlagt på anden vis 1.000 kr.
Af et skadesløsbrev, til sikring af 3 kautionister, kan forskelligt om ejendommens besætning og redskaber udledes:
Besætning: 2 Heste, en brun og en sort, 2 Trækstude, 5 Køer, 7 Unghøvder, 14 Faar, 3 Svin
Redskaber: 1 Fjedervogn, 3 Arbejdsvogne, 2 Plove, 4 Harver, 1 Tromle, 1 Hakkelsesmaskine, o.s.v.
Selv indbo bliver brugt som sikkerhed:
4 Senge med tilhørende Klæder, 2 malede Klædeskabe, 1 malet Chatol, 1 malet Dragkiste, 3 Borde, 6 Stole, 2 Stueure, 1 Sofa med Betræk, samt Kjøken, Bryggers og Mejeriredskaber.
Ejendommen betegnes Veje, hvilket også passer med kirkebogens note om det næste barns dåb, hvor navnet Veje også optræder:
4. Kristine Knudsen, født den 13. april 1884, i kirken den 9. maj.
Forældre: Gaardmand Niels Kristian Knudsen og H(ustru): Karen Margrethe Kristensen (38 Aar) fra Veje
Faddere: Gaardmand Andreas Pedersen H(ustru) Karen, Bestyrer Lavst Kristensen H(ustru) Margrethe, alle af Hjerm.
Både Karen og Laust er Karen Margrethes søskende.
Frode Knudsen:
Kristine Knudsen blev gift med Sofus Jensen. Han blev kaptajn for bjergningsdamperen Bien (Svitzer) og i den tid boede de i Helsingør. Da de boede i Helsingør, blev deres eneste barn, Ingeborg, født. Sofus måtte gå i land på grund af dårligt helbred og de boede i nogle år i Nørresundby, men flyttede senere til København. Ingeborg blev lærerinde, var nogle år i Fjerritslev og derefter mange år på samme skole i København, de sidste år var hun viceskoleinspektør på Skolen på Duevej på Frederiksberg.
På arkiv.dk er der fundet følgende biografisk note om Sophus Jensen
Skibsfører Sophus Oskar Anton Jensen f. 21. Jan. 1880 i Hørup pr. Jellinge.
Søn af Husmand Jesper Jensen; g. 07.02.1911 m. Kristine Knudsen i Lemvig.
Til Søs 1894 med forskellige Sejlskibe paa Nord- og Østersøfart, senere med større Skibe fra Hamborg.
Paa Navigationsskole paa Bogø 1902, Styrmandseksamen s. A .; ansat som Styrmand 1903 i Bk. »Cimbria« af Kolding, 1906 i Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise, Skibsfører 1911 i samme Selskab i S/S »Bien« o. a., 1926 Leder af Svitzers Bugserselskab, afgik med Pension 1933, da denne Stilling nedlagdes. Siden 1933 Havariekspert i Aalborg og Nørresundby.
Bem: Kristine Knudsen: født 13.04.1884 i Flynder sogn, datter af vognmand Niels Christian Knudsen og hustru Karen Margrethe Christensen.
Niels Christians tid som gårdmand varede ikke længe. Gården blev solgt allerede i 1885. Realregistret har noteret at Niels Christian skødede ejendommen til en Chr. Mortensen den 20. maj 1885.
Af skødet fremgår at handelen foregik på bla. følgende vilkår:
1 Eiendommen, der af Kjøberen allerede er overtaget, staar fra Dags Dato for hans Regning og Risiko i enhver henseende.
3 Kjøbesummen, der er akkorderet til 17000 Kr., skriver sytten Tusinde Kroner, hvoraf 4000 Kr. er regnet for den i Kjøbet medfulgte Besætning m. v., er betalt og berigtiget derved at Køberen overtager den i Eiendommen indestaaende Prioritetsgjæld til:
1) Den vest og sønderjydske Kreditforening med solidarisk Ansvar, stor 9000 Kr
2) Jens Chr. Jensen ifølge Skadesløsbrev, tinglæst 30 Januar 1884, stor 4000 Kr
For Resten 4000 Kr er jeg fyldestgjort på anden Maade.
I alt 17000 Kr.
Ifølge Frode Knudsens beretning brændte gården. Niels Christian blev anklaget for brandstiftelse og formodentlig dømt.
Hvis gården var brændt, og Niels Christian var dømt for brandstiftelse, er det svært at forestille sig, at handlen ville være foregået så uproblematisk, som det ser ud til. Prisen var godt nok 1000 Kr. under det Niels Christian havde givet, hvilket vel ikke var voldsomt, hvis familien havde fundet ud af at landmandslivet ikke passede for dem, og salget skulle ske hurtigt.
Og hvad gemmer der sig under det forhold at 4000 kr. var fyldestgjort på anden måde?
Familien flyttede altså tilbage til Lemvig i maj 1885, efter mindre en 1½ års forsøg ved landbruget.