Just Lauridsen (242) og Maren Poulsdatter (243)
Oversigt
Just Lauridsen:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Formodentlig født i Gunderup
Begravet 15. februar 1685 i Gunderup
Maren Poulsdatter:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født i juni 1629 formodentlig i Gunderup
Begravet 21. januar 1711 i Gunderup
Trolovet 21. april og viet 31. maj 1663 i Gunderup
Fæstere i Gunderup
Børn: Laust 1664, Poul 1666, Mette 1670, Birgitte 1673.
Just Lauridsen og Maren Poulsdatter.
Parret boede formodentlig hele deres liv i Gunderup. Begge formodentlig også født i Gunderup.
Just og Maren
Just og Maren blev gift i 1663 i Gunderup Kirke. Først trolovelse, her kaldet desponderede til ægteskab:
(1663) 3 Paaske Dag bleff Just Lauridtzsøn og Maren Poffvelsdatter her J Byen desponderede til Echteskab udi Min Stue ante concionem I mange gott Folchis offerværelse.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 74]
Ante concionem betyder før prædikenen. Og ved trolovelser skulle der være vidner tilstede.
Derefter vielse i kirken:
Dominica Exaudi bleff Just Lauritzen oc hans Fæstekone Maren Pofvelsdatter her i Byen copulerede I Echteskab sammen udi Gunderup Kirche.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 74]
Just og Maren fik mindst fire børn. Det første i 1664. En søn der blev opkaldt efter farens far:
(1664) Dominica XIX post Trinitatis var Just Lauridtzsøn her i Byen oc hans Hustrus inddøbte Drenge Barn nominie Laust til Gunderup Kirche, der till vare Fadderne Pofvel Nielss i Haille, Peder Lassøn i Torup, Niels Laustsøn ibidem, Min Kone Anne Kields Datter bar Barnet. Klauss Kone i Lillevorde, Dorthe Lauridtz Datter oc Karen Laustdatter ibidem Qvindefaddere.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 82]
Herefter en søn der blev opkaldet efter morfaren:
(1666) Dominica 11 a Trinit Bleff Justsis oc hans Hustrus Drengebarn her I Gunderup I Kirchen oc kaldet Pofvel, Min Kone Anne Kields Min Datter Giertrud var med. Faddere Pofvel N udi Halls oc Niels Jensøn I Thorsted(?), Peder Claussøn i Thorup oc Niels Lauridtzsøn ibidem Mandefaffere.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 90]
Næste barn, en datter, er den der optræder i slægtstræet:
(1670) Dominica 2 post Epiphan: Var Just Lauridssøns oc hans Hustrus Pigebarn udi Gunderup til Daaben I Kirchen for _? Blefv kaldet Mette, der till vare Fadderne Peder Clausøn i Thorup, Niels Laursøn ibid, Peder Jenssøn i Gunderup oc Laurs Laursøn ibidem, min Kone Anne Kielsd bar Barnet, Christen Jensens Kone fra Tamstedt(?) oc Anne Laursdtr I Thorup Qvindefaddere.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 100]
Herefter:
(1673) Dominica 22 Trinitatis var Just Lauridtzsøn oc hans Hustrus Pigebarn til Gunderup Kirche, nominie Birgitte, hvis Daab blev confirmeret, dette saa min Datter Ellse oc Anne Mouridsd, Hans _? I Dale Faddere.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 108.]
Just døde i 1685. Desværre er der ingen aldersangivelse i forbindelse med begravelsesnotitsen:
(1685) F XV Febr(?) blef Just Lauridtz af Gunderup jordet på Gunderup Kirchegaard.
[Gunderup, 1648 – 1705 FVD, opslag 139]
Maren døde først i 1711. Her er alderen angivet:
(1711) D 21 Januar blev begraven Povel Justsøns Moder af Gunderup, n: Maren Povelsdatter, som var 81 Aar Gl oc 6 Maaneder.
[Gunderup, 1706 – 1746 FKVD, opslag 18]
Maren må være født omkring midsommer, juni, i 1629.