Oluf Jensen (200) og Dorethe Jensdatter (201)
Oversigt
Oluf Jensen:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født ca. 1648, formodentlig i Sejlstrup
Begravet 27. april 1727 i Fræer
Dorethe Jensdatter:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født ca. 1662, formodentlig i Sejlstrup.
Begravet 18. december 1729 i Fræer
Gift før 1687, formodentlig i Fræer.
Fæstere i Sejlstrup. Oluf måske smed.
Børn: Maren 1687, Karen 1688, Peder 1688, Jens 1695, Niels 1701, Christen 1703, Kirsten 1706, Søren 1709.
Oluf og Dorethe boede i Sejlstrup. Deres liv og deres børns dåb er ikke i fuld udstrækning dækket af kirkebogen for Fræer sogn. Deres bryllup og deres første børns dåb kan derfor kun findes ved konklusioner draget på basis af oplysninger fra tiden efter 1701, som er det tidspunkt hvor kirkebogen starter.
Oluf Jensen
Oluf døde i 1727, hvilket er noteret i kirkebogen på følgende måde:
(1727) Dend 2den søndag efter Paasken blev Olluf Jenssøn i Seielflod begravet ao ætat 79.
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 64]
Anden søndag efter påske var den 27. april i 1727.
Da Oluf var 79 år gammel, da han døde i 1727 må han være født ca. 1648.
Dorethe Jensdatter
På samme måde kan Dorethes dødsnotits bruges til at finde hendes fødselstidspunkt:
(1729) Dca 4de Advent blef Oluf Jenss hustru nafnel Dorethe Jensdatter begravet a æt 67.
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 64]
Fjerde søndag i advent var den 18. december i 1729.
Og Dorethe må være født ca. 1662.
Oluf og Dorethe
Oluf og Dorethe blev gift inden 1686, hvor deres (formodentlig) ældste datter blev født. Datteren Marens fødsel kan udledes af følgende notits om hendes begravelse:
(1727) Dend xxii søndag efter h 3foldighed blev Søren Nielssøns hustru i Seielstrup Maren Ollufsdatter begravet ao ætat 40. 7 maaneder
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 64]
Maren må altså være født omkring april i 1687.
Det næste barn, en søn der fik navnet Jens efter faren (og morens) far, blev født omkring april 1695. Igen er det hans begravelse der er grundlaget:
(1714) Paa Ste Hans dag blev Olluf Jensøn oc hans hustru Dorethe Jensdatter i Seielstrup deris søn Jens Ollufsøn begrafvet Ao ætat 19 aar vintre 2 maaneder oc nogle dage.
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 58]
Det kan for øvrigt her konstateres, at Dorethe var mor til drengen. Altså at Oluf og Dorethe var gift. Oluf kunne have været gift med en anden, idet det først er fra 1701, at der er dåbsnotitser med morens navn for Olufs børn.
Herefter er der dåbsnotitser for de øvrige børn. Det første barn, en dreng, er den person der optræder i slægtstræet:
(1701) Dominica Rogate var til Daaben Olluff Jensøn i Seilstrup oc hans hustrue Dorethe Jensdatter deris drenge barn oc kaldet Niels
Faddere
Niels Jensøn i Seielstrup - Maren Lauridsdatter Skomager Kone bar barnet
Søren Sørensen i Lykkegrd - Elle Sørensdatter i Lykkegaard
Jens Nielsen i Seielstrup - Anne Jensdatter i Seielstrup
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 4]
Endnu en dreng:
Dend xxiii Søndag efter H Trefoldighed var til daaben Oluff Jensøn oc hans hustru Dorethe Jensdatter i Seielstrup deres drengebarn kaldet Christen.
Faddere
Niels Jensøn i Seielstrup - Ander Schomagers kone i Seielstrup Maren Lauridsdatter bar barnet
Niels Christensøn ibm - Kirsten?
Jens Nielsøn ibm - Karen Sørensdatter
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 4]
Og en pige:
(1706) Dend 1 søndag efter Paaske var til daaben Olluf Jensøn og hans hustru Dorethe Jensdatter i Seielstrup deres Pige barn kaldet Kirsten.
Faddere
Søren Sørensen i Lykkegaard i Frær - Maren Lauridsdatter Anders Skomagers kone bar barnet.
Knud Pedersøn ibm - Maren Christensdatter i Frær?
Jens Nielsøn i Seielstrup - Kirsten Nielsadatter ibm
Niels Smid i Frær - Else Hendriksdatter paa Tulsted
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 10]
Og endnu en dreng:
(1709) Dend vii søndag efter h 3 foldigheds var Olluff Jensøn i Seielstrup oc hans hustru Dorethe Jensdatter deris drenge barn til daaben oc kalidet Søren.
Faddere
Niels Jensøn i Seielstrup - Maren Laustdatter Skomagers bar barnet
Søren Sørensøn i Lykkegaard - Ellen Sørensdatter i Lykkegaard
Jens Nielsøn i Seielstrup - Kirsten Sørensdatter Smids i Fr
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 15]
Søren døde dog i november samme år, 14 uger gammel.
Der er så store mellemrum mellem børnene, der er kendt, fra før 1701, at der sagtens kan være flere, end de her fundne.
Et eksempel herpå kunne være følgende pige Karen Olufsdatter der i 1725 bliver gift:
(1725) Dominie: xxiv post Trinitatis blev Niels Nielssøn af Graulev trolovet med Karen Ollufsdatter af Seielstrup i hendis broders Christen Ollufssøns huus i Fræer.
Forlovere for egteskab Niels Nielssøn af Gravlev oc Jens Nielssøn ibm
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 76]
Ved gennemgang af Gravlev kirkebog ville det være muligt at finde ud af, hvornår hun døde og derfor formodentlig, hvornår hun blev født. Det bestyrker antagelsen om familieskab at Karen har en bror der hedder Christen.
Et andet muligt barn kunne være følgende:
(1721) Dominie Septuagesima blef Peder Ollufssøn af Schiørping trolovet med Jens Mouridssøns datter Anne Jensdatter i Seielstrup.
[Fræer, 1701 – 1749, opslag 75]
Hvis man antager, at Peder er blevet fæstebonde i Skørping og har hentet en pige fra hjembyen, kan ’pengene’ vel nok bringes til at passe. Igen må man søge i Skørping kirkebog for at få et gæt på, hvornår Peder blev født.
MyHeritage har noteret en Karen og en Peder begge født i 1688, og derfor måske tvillinger.