Niels Christensen Thusen (192) og Kirsten Poulsdatter (193)
Oversigt
Niels Christensen Thusen:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født i Gunderup sogn. Formodentlig i Håls eller Vårst.
Begravet 18. februar 1672 i Gunderup
Kirsten Poulsdatter:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født ca. 1636, formodentlig i Håls i Gunderup sogn.
Begravet 15. januar 1708 i Skørping
Viet 30. maj 1664 i Gunderup kirke.
Børn: Christen 1665, Poul 1668, nn 1672
Niels Thusen
Niels var formodentlig fra Vårst i Gunderup sogn, eventuelt fra Håls. Intet vides derudover.
Han var formodentlig fæstebonde i Vårst.
Kirsten Poulsdatter
Kirsten var fra Håls i Gunderup sogn. Intet vides derudover.
Niels og Kirsten
Niels og Kirsten blev gift i 1664. Kirkebogen har ikke mindre end tre notitser i den anledning:
(1664) Den 28. Martii blef Niels Thusen udi Varstedt oc Kirsten Poffuelsdatter i Haells desponderede til Echteskab i hendis faders Huus udi Haells.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 79]
Desponderet er den latinske betegnelse for trolovelse.
(1664) Dominica Misericordia Domini Blef Liust oc giort Bøn fra Predikestolen første Gang i Gunderup Kirke for Niels Thuesen i Varst oc Kirsten Povelsd: . . .
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 79]
Her er der for en gangs skyld noteret lysning i kirken. Herefter vielsen:
(1664) Anden Pindsedag bleff Niels Thuesen i Varstedt oc hans Kiereste Kirsten Poffveldatter copulerede til fuldkommen Echteskab udi Gunderup Kirke.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 80]
De fik deres første barn, en søn, i 1665. Drengen blev som traditionen var opkaldt efter farens far:
(1665) Dominica 19 a Trinitatis var Niels Thusens og hans Hustru af Varsted deris Drenge Barn til Kirke, hvis Nafn var Christen oc blev i Gunderup Kirke publice confirmeret der til var Faddere Peder N Smedt i Varstedt, Christen Rampisøn oc Niels Christensøn Rami: Poffuel Nielsøns Kone i Haels bar Barnet, Vogn Christensøns Kone i Fielraa oc min Datter Giertrud Qvind Faddere.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 86]
Christen er den person der optræder i slægtstræet.
Den næste søn blev opkaldt efter morens far, Poul:
(1668) Eodem Die ( Dominica Reminiscere) udi Gunderup Kirke var Niels Thusens oc hans hustrus Drengebarn aff Varstedt til Daaben oc blef kaldet Pofvel, der til vare Faddere Just Lauridsøn i Gunderup, Christen Thusen oc Niels Pofvelsøn i Haells, Peder Smids Kone ibidem bar Barnet, Karen Andersdatter i Haels oc Morten __søns Kone i Varstedt Qvinde Faddere.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 95]
Niels Poulsen må være Kirstens bror, og Christen Thusen kunne tænkes at være Nielses far.
I 1672 endnu et barn, hvis navn dog ikke er anført i kirkebogen:
(1672) Dominica II post Epiph var Niels Thusens oc hans Hustrus Barn af Varstedt til Daaben i Gunderup Kirche: Dett bar Jens Laursens Kone ibidem.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 105]
Kort efter det sidste barns dåb dør Niels:
(1672) Den 21. Ejusdem (Dominica Esto Mihi) bleff Niels Thusen aff Varstedt begrafen paa Gunderup Kirchegaard.
[Gunderup, 1648 – 1705, opslag 105]
Esto Mihi søndag er fastelavns søndag, som var den 18. februar i 1672.
Det ser ikke ud til at Kirsten blev gift igen. Et bryllup er ikke fundet i Gunderup kirkebog, som ville være det naturlige sted for notering af et fornyet giftermål. Et gæt kunne være, at hun flyttede til Håls. Hun stammede selv fra Håls, og det fremgår af fadderlisterne ovenfor, at både hun og Niels havde familie i Håls. Det kunne også være med til at forklare, hvorfor Christen blev fæstebonde i Skinbjerg, som et ret tæt på Håls, men langt fra Vårst.
Og da Christen flytter til Skinbjerg, ser det ud som om moren flytter med, idet hendes begravelse er noteret i Skørping kirkebog:
(1708) Anno 1708 Den anden Søndag efter H: 3 Kongers Dag blev Christen Nielsøns Moder i Schinberg Kirsten Pofvelsdatter jordet Ao Ætat 72:
[Skørping, 1701 – 1749 FKVD, opslag 54]
Den anden søndag efter Hellig tre Konger, var den 15. januar i 1708.
Og Kirsten må være født ca. 1636.