Anders Sørensen Kudsk (6) og Kirsten Marie Nielsdatter (7)

Oversigt

Anders Sørensen Kudsk:
Far: Søren Nielsen Kudsk (1781- 1832)
Mor: Maren Andersdatter (1781- 1861)

Født: 7. november 1819 i Sorring, Dallerup sogn
Død: 2. marts 1872 i Låsby

Kirsten Marie Nielsdatter:
Far: Niels Jensen (1780 - 1853)
Mor: Maren Hansdatter (1892 - ?)

Født: 4. september 1824 i Horn, Tvilum sogn
Død: 5. marts 1886 i Låsby

Gift: 29. september 1846 i Tvilum

Børn: Karen Marie 1847, Maren 1850, Sørensine 1852, Rasmusmine 1855, (Ane Terkeline 1858), Søren 1861, Ane Terkeline 1866.

Anders Sørensen Kudsk stammede fra Sorring, der i attenhundredetallet var kendt for at huse mange pottemagere. Anders var da også, formodentlig hele livet, pottemager.

Anders Sørensen Kudsk blev gift to gange først med Mette Hansdatter, derefter med Kirsten Marie Nielsdatter.

Anders blev født den 7. november 1819 i Sorring, der ligger cirka midt mellem Aarhus og Silkeborg. Sorring var den største bebyggelse i Dallerup sogn. Hans dåb er registreret i Dallerup kirkebog:

Anders, født den 7. november 1819, hjemmedøbt samme dag, i kirken den 5. februar 1820. Forældrene var gårdmand Søren Nielsen Kudsk og Maren Andersdatter ved Sorring. Niels Rødeks hustru Ane Kjerstine Christensdatter i Sorring bar barnet. Fadderne var gårdmand Hans Møller, husmand Jens Møller, Peder Bande alle i Sorring og husmand Peder Nielsen Kudsk ved Sorring. [Dallerup kirkebog 1814 – 1832, opslag 28]

Han blev konfirmeret i Dallerup kirke den første søndag efter Påske i 1834. Han er noteret for karakteren god i såvel kundskaber som opførsel. [Dallerup kirkebog 1832 – 1846, opslag 70]

Ved folketællingerne i 1834 og 1840 boede han stadig hjemme hos sin mor, der var blevet enke i 1832 [Dansk Demografisk Database].

I 1841 blev Anders gift med Mette Hansdatter. Igen fra Dallerup kirkebog:

Den 20. oktober 1841 viet Anders Sørensen, ungkarl, Sorring, pottemager, 21½ år, søn af afdøde gårdmand Søren Kudsk i Sorring, og Mette Hansdatter, Sorring, 28 år, og tjenestepige, steddatter af husmand Rasmus Laursen i Sorring. Forlovere var gårdmand Jerns Nielsen i Dallerup og husmand Anders Andersen, Voel Hede. [Dallerup kirkebog 1832 – 1846, opslag 98]

I 1843 får Anders og Mette en datter:

Maren Andersen, 4. januar 1843, hjemmedøbt på grund af dødsfare den 6. januar og i kirken den 7. maj. Forældrene var Anders Sørensen Kudsk og hustru Mette Hansdatter, husfolk i Sorring Skov. Barnet blev båret af gårdmand Søren Vestergaards kone Inger Sørensdatter, Dallerup. Fadderne var gårdmand Niels Hansen og husmand Rasmus Nielsen begge Sorring Mark og husmand Anders Bupake på Voel Mark. [Dallerup kirkebog 1832 – 1846, opslag 61]

Mette døde imidlertid snart, allerede i 1844, ifølge kirkebogen af brystcancer. [Dallerup kirkebog 1832 – 1846, opslag 162]

Anders flyttede herefter til sin bror Niels Kudsk, der også boede i Sorring. Her findes han ved folketællingen i 1845 sammen med sin datter. I 1846 bliver han viet til Kirsten Marie Nielsdatter.

Kirsten Marie Nielsdatter var datter af Niels Jensen og Maren Hansdatter fra Horn i Tvilum sogn, en halv snes kilometer nordøst for Silkeborg. Hendes fødsel er registreret i Tvilum kirkebog:

Kirsten Marie Nielsdatter, født den 4. september 1824, i kirken den 7. november. Datter af husmand Niels Jensen og hustru Maren Hansdatter i Horn. Fadderne var Madame Jensen fra Søbyvads kro; Gårdmændene Anders Jensen, Jens Sejrsen, Peder Bastrup og Bodil, Jens Christensens kone, alle i Horn. [Tvilum kirkebog 1814 – 1835, opslag 39]

Kirsten Marie Nielsdatter bliver konfirmeret første søndag efter Påske i 1839, stadig i Tvilum kirke. Hun er noteret for temmelig gode kundskaber og god opførsel. [Tvilum kirkebog 1836 – 1851, opslag 94].

Ved folketællingen i 1840 bor hun stadig hjemme. Hun bliver formodentlig hjemme indtil hun bliver gift med Anders Sørensen Kudsk i 1846.

Anders og Kirsten Marie bliver viet i Tvilum kirke i september 1846.

Den 29. september 1846 blev viet enkemand Anders Sørensen fra Sorring, 26½ år, og pigen Kirsten Marie Nielsdatter fra Horn, 21¾ år. Forlovere var Niels Jensen og Rasmus Nielsen.
Ifølge attest fra skifteretten i Skanderborg var skiftet efter Anders Sørensens hustru, Maren Andersdatter afsluttet den 14. juli 1846.
Det oplyses også hvornår og af hvem brud og brudgom er vaccineret mod kopper. [Tvilum kirkebog 1836-1851, opslag 107]

Som det ses blev Anders og Kirsten Marie gift umiddelbart efter, at skiftebehandlingen efter Anders første kone var afsluttet. Og en afslutning af skiftet var en forudsætning for, at Anders kunne gifte sig igen. Navnet på Anders første kone er, som man kan se, forkert. Der burde have stået Hansdatter i stedet for kirkebogens Andersdatter. En anden betingelse for at kunne blive gift var, at begge de kommende ægtefæller var vaccineret mod kopper.

Anders og Kirsten Marie ser ud til at blive boende i Sorring i en længere årrække. Fire af deres børn bliver således født her i perioden 1847 til 1855:

1. Karen Marie Andersen, født den 24. september (1847), hjemmedøbt på grund af sandsynlig dødsfare den 14. november, i kirken den 26. december. Datter af Anders Sørensen Kudsk og hustru Kjerstine Marie Nielsen, husfolk i Sorring. Pigen blev båret af husmand Rasmus Nielsens kone på Sorring Mark. Fadderne var Niels Hansen og Niels Jensen Kudsk, gårdmænd på Sorring Mark. [Dallerup kirkebog 1847-1862, opslag 49]

Niels Jensen Kudsk er formodentlig et medlem af Anders' familie. Dog vides ikke hvorledes forbindelsen ser ud, men burde kunne afdækkes. Det er formodentlig også ham, der sammen med Rasmus Nielsen, optræder som forlovere ved Anders og Kirsten Maries bryllup.

2. Maren Andersen, født den 18. april 1850, døbt i kirken den 16. de juni. Datter af Anders Sørensen Kudsk og hustru Kjerstine Marie Nielsen, husfolk på Sorring Mark. Hun blev båret af Niels Murmesters kone i Horn. Fadderne var Jens Yde og Christen Hampen husmænd på Sorring Mark. [Dallerup kirkebog 1847-1862, opslag 55]

3. Sørensine Andersen (3), født den 23. august 1852, døbt i kirken den 24. oktober. Datter af Anders Sørensen Kudsk og hustru Kjerstine Marie Nielsen, husfolk på Sorring Mark. Hun blev båret af Niels Kudsks kone fra Sorring Mark. Fadderne var Jens Sørensen Kudsk og Kristen Hampen, husmænd på Sorring Mark. [Dallerup kirkebog 1847-1862, opslag 60]

Ved folketællingen i 1855, den 1. februar, ser familien ud som følger [Dallerup folketælling 1855, opslag 13]:

Anders Sørensen Kudsk, 36 år, Lever af sin Jordlod
Kjerstine Marie Nielsen, 31 år, hans Kone
Karen Marie Andersen, 8 år, deres barn
Sørensine Andersen, 3 år, deres barn

Maren, der i 1855 ville være 5 år, er, som det ses, ikke med i opstillingen. Hun er ikke fundet i listen over døde af kvindekøn i Dallerup kirkebog. I Jævnføringslisten står hun kun opført som født, hvilket må betyde flere ting. Hun har ikke forladt sognet og må altså stadig befinder sig i sognet ved udgangen af 1862, som er kirkebogens slutdato. Hun er ikke død. Konklusionen må derfor nok være at hun er sat i pleje hos et familiemedlem. Det næste barn, Rasmusmine Andersen, arriverer den 5. marts 1855:

4. Rasmusmine Andersen, født den 5. marts 1855, døbt i kirken den 9. april. Datter af Anders Sørensen Kudsk og hustru Kjerstine Marie Nielsen,30 år, husfolk på Sorring Mark. Hun blev båret af husmand Rasmus Nielsens kone fra Sorring Mark. Fadderne var Niels Sørensen og husmand Jens Jensen begge fra Sorring Mark. [Dallerup kirkebog 1847-1862, opslag 67]

I september 1855 flytter familien til Låsby, som er sognet umiddelbart syd for Sorring. Her fødes deres næste barn, Ane Terkeline i 1858:

5. Ane Terkeline, født den 8. juli 1858, døbt i kirken den 31. oktober. Datter af pottemager i Låsby Anders Sørensen og hustru Kirstine Marie Nielsen, 33 år. Fadderne var tjenestepige i Sorring Dorte Marie Nielsen, gårdmænd Søren Rasmusen, Niels Jakobsen og Julius Jensen i Låsby. [Låsby kirkebog 1851 – 1872, opslag 108]

Ane Terkeline levede dog ikke længe. Hun døde den 23. marts 1862, 3½ år gammel. [Låsby kirkebog 1851 – 1872, opslag 344]

6. Søren Andersen, født den 8. oktober 1861, døbt i kirken den 9. marts 1862. Søn af pottemager Anders Sørensen og Hustru Kirstine Marie Nielsen, husfolk i Låsby. Fadderne var bolsmand Jens Kudsks hustru fra Toustrup Mark, gårdmand Niels Kudsk og bolsmand Morten Eriksen begge fra Sorring. [Låsby kirkebog 1851 – 1872, opslag 43].

I kirkebogen er der tilføjet at Søren i 1905, ved navnelovens ændring, fik tilladelse til at kalde sig Søren Andersen Kudsk.

Efter Søren får de endnu en datter, der som den tidligere, får navnet Ane Terkeline:

7. Ane Terkeline, født den 6. januar 1866, døbt i kirken den 3. juni. Datter af Pottemager Anders Sørensen og hustru Kirstine Marie Nielsen, 40 år, husfolk i Låsby. Fadderne var pige Ane Kirstine Jensen, ungkarl Ole Christensen og Jørgen Rasmusen, alle fra Låsby. [Låsby kirkebog 1851 – 1872, opslag 122].

Som det ser er Anders pottemager, hvilken betegnelse han også optræder under ved folketællingen i 1870. [Låsby folketælling 1870, opslag 21]

Anders Sørensen Kudsk, 50 år, Husfader, pottemager
Kirstine Marie Nielsen, 46 år, Husmoder
Søren Andersen, 8 år, deres barn
Ane Terkeline Andersen, 4 år, deres barn
Peder Hendrik Sørensen, 20 år, Lærling

Anders og Kirsten Marie blev boende i Låsby ind til deres død. Og de fik ikke flere børn efter Ane Terkeline. Anders Sørensen døde den 2. marts 1878 og blev begravet på Låsby kirkegård den 9. marts. Han blev 58½ år gammel. [Låsby kirkebog 1873 – 1891, opslag 160].

Skifteretten i Hjermitslev og Gjern Herreder tillod enken, Kirsten Marie, at sidde i uskiftet bo, efter at alle de myndige børn havde givet afkald på arv. Skifterettens afgørelse lyder som følger:

At Kirsten Marie Nielsen måtte hensidde i uskiftet bo, efter hendes den 2. marts 1878 afdøde ægtefælle, husmand og pottemager Anders Sørensen (Kusk) af Låsby, med hendes og afdødes fælles børn så vidt og så længe disse er umyndige og hun ikke indgår i nyt ægteskab.

Kirstine Marie døde den 5. marts 1886 og blev som Anders begravet på Låsby kirkegård, hun blev 61 år gammel. [Låsby kirkebog 1873 – 1891, opslag 184].

  • alle/mariesorensen/6-7.txt
  • Last modified: 2021/05/20 14:29
  • by jlk