Mikkel Rasmusen (20) og Helvig Jensdatter (21)

Oversigt

Mikkel Rasmusen:
Far: Ikke kendt
Mor: Ikke kendt

Født: Ca. 1760
Død: Intet vides

Helvig Jensdatter:
Far: Jens Christoffersen (? - ?)
Mor: Wilhelmine Johansdatter (? - ?)

Døbt: 24. maj 1768 i Jeksen, Adslev sogn
Død: Intet vides

Gift: 12. november 1790 i Adslev

Børn: Jens 1794, Ane Mette 1796, Helene 1799

Mikkel Rasmusens herkomst er ikke kendt, hvilket står i kontrast til Helvig Jensdatter, der nedstammer fra en familie med tilnavnet Boller, som det er muligt at følge længere tilbage i tiden end kirkebøgerne rækker.

Mikkel og Helvig var formodentlig fæstebønder i Jeksen i Adslev sogn, en 5 - 6 kilometer nord for Skanderborg. Måske har Mikkel forsøgt sig i andre erhverv, eller han har haft et sideerhverv, idet han ved et af børnenes dåb er noteret som muremester.


Mikkel Rasmusen blev født ca. 1759/60. I forbindelse med vielsen til Helvig Jensdatter angives han at være fra Skanderborg. Hans dåb er dog ikke fundet i kirkebogen for Skanderborg. Et gæt kunne være, at han var fra Virring sydøst for Skanderborg, eller at han eller hans familie har opholdt sig der i længere tid. En af forloverne ved hans bryllup, Jens Michelsen og en af fadderne ved hans første barns fødsel, en Jens Pedersen, var begge fra Virring. Mikkels dåb er dog ikke fundet i Fruering kirkebog, som er det sogn Virring hører under.

Mikkel blev i 1790 gift med Helvig Jensdatter.

Helvig Jensdatter blev født i Adslev sogn, formodentlig i Jeksen, og døbt 3. Pinsedag 1768. Kirkebogen for Adslev sogn har følgende bemærkning:

Feria 3ia Pentecoste (Tredje pinsedag, 24. maj 1768) blev Jens Christoffersens barn døbt og kaldet Helvig. Hendrick Christoffersens Hustru bar hende. Mande Faddere vare Monsieur Rothausen fra Bodild Mølle. Mads Møller af Adslev og Anders Poulsen, Niels Jørgensen og Peder Christensen. Quinde Faddere Rasmus Nielsens Hustru, Peder Poulsens og Johan Andreasens Hustruer alle af Jeksen. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 23]

Hendes navn staves forskelligt ved senere indførelser: Helvig, Hedevig, Hedvig.

Hendes forældre var Jens Christoffersen og Wilhelmine Johansdatter.

Ved folketællingen i 1787 bor hun hos sine forældre i Jeksen. [Folketælling 1787 Adslev, opslag 4]

Helvig var gift to gange, første gang med en gårdmand Jens Olsen i Jeksen. Kirkebogen har trolovelsen:

Den 1ste Augusti (1788) blev ungkarl Jens Olsen af Skanderborg trolovet med pigen Helvig Jensdatter af Jeksen.
At intet lovstridigt kan hindre dette ægteskab, derfor covere Peder Schandorff og Anders Poulsen.
Parret copuleret 3 September [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 55]

Jens Olsen, der var gårdmand, døde efter kun et par års ægteskab sidst i januar 1790 og blev begravet den 5. februar. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 58]

Kort tid efter fødte Helvig en datter. Adslev kirkebog:

Den 18 Juli (1790) lod Jens Olsen af Jeksen, hans enke Hedevig Jensdatter, en datter confirmere i dåben, som var givet det navn Ane Johanne, frembåren af Christen Laursens kone sammesteds. Faddere var Anders Paalsen, Herløv Rasmusen, Niels Paalsen, Jørgen Rasmusen, alle af Jeksen [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 59]

Ekstraktet af skiftebahandlingen efter Jens Olesen ser ud som følger [http://www.brejl.dk/]:

Jens Olufsen i Jeksen. 7.8.1790. Enke: Helvig Jensdatter. Lavsværge: Christen Lauridsen sst.
Barn: Anne Johanne 1 md. Formynder: Jens Mikkelsen i Virring.
Arv efter enkens far Jens Christoffersen, skifte 18.3.1788, til enkens søskende Christoffer og Karen.
Enkens mor Vilhelmine Johansdatter har ophold på stedet, som Mikkel Rasmussen overtager.

Meget kort tid efter datterens fødsel blev Helvig Jensdatter trolovet med Mikkel Rasmusen. Faktisk så kort tid efter dåben at notitserne om dåben af Ane Johanne og trolovelsen optræder lige efter hinanden på samme side i kirkebogen:

Den 17. august 1790 blev enken Hedevig Jensdatter trolovet med ungkarl Mickel Rasmusen af Skanderborg. At intet lovstridigt kan hindre deres ægteskab derfor indestår P. Schandorf af Skanderborg og Jens Michelsen af Virring. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 59]

Parret blev viet i kirken den 12. november 1790. Og, som det ses af skifteuddraget, overtog Mikkel Rasmusen fæstet af den gård Jens Olesen (eller Olufsen) havde haft i fæste.

Der gik et stykke tid, til 1794, inden de fik deres første barn, Jens:

1. Den 4de maj (1794) lod gårdmand Mikkel Rasmusen sin søns dåb publicere, født den 11te april og fik i hjemmedåb det Navn Jens. Povl Pedersens kone i Hads bar det og fadderne vare Johan Madsen og Jørgen Rasmusen af Jeksen og Jens Pedersen fra Virring. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 66]

To år senere fik Mikkel og Helvig en datter:

2. Den 31 juli (1796) blev Mikkel Rasmusens datter Ane Mette født og i kirke den 21 august. Vidnerne var Rasmus Sørensen, Niels Hansen og Hans Rasmusen alle af Jeksen. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 69]

I 1799 fik de endnu en datter, Helene:

3. Helene, en datter af murmester Mickel Rasmusen og hustru Helvig Jensdatter på Jeksen Mark, blev fød den 25 juli, og få dage derefter hjemmedøbt, og offentlig kundgjort af 25 august da de fleste af Jeksen Bys gårdbeboere var vidner ved barnets dåbs bekræftelse. [Adslev kirkebog 1759 – 1813, opslag 75]

I folketællingen i 1801 har familien, der bor i Jeksen, Adslev sogn, følgende sammensætning:

Mikkel Rasmusen, husbonde, 42 år, I 1. ægteskab, bonde og gårdbeboer
Helvig Jensdatter, hans kone, 34 år, I 2. ægteskab
Ane Johanne Jensdatter, hendes datter, 11 år.
Jens Mikkelsen, deres barn, 5 år
Ane Mette Mikkelsdatter, deres barn, 3 år
Helene Mikkelsdatter, deres barn, 2 år
Kristoffer Jensen, tjenestekarl, 27 år
Helmine Johansdatter, konens moder, 63 år, enke efter 1. ægteskab, inderste
Ane Jensdatter, konens søster, 32 år, ugift, vanfør og almisselem

Helvigs mor og søster ses altså at opholde sig på gården. Det er vanskeligt, at få folketællingens alder på børnene og kirkebogens optegnelser til at passe! Jens er født i 1794 og burde altså være 7 år i 1801. Anne Mette er født i 1796 og burde altså være opført som 5- årig. Alderen på Helene ser derimod ud til at passe. Fra folketællingen i 1845, hvor der er opgivet både alder og fødested, fremgår det, at Jens Mikkelsen er født i 1796 i Adslev sogn, hvilket altså stemmer med folketællingen i 1801. I 1796 bliver der dog ikke døbt et drengebarn i Adslev sogn med navnet Jens Mikkelsen. Alt i alt tror jeg at det er den rigtige Jens Mikkelsen, der er fundet, og at hans forældre er Mikkel Rasmusen og Helvig Jensdatter!

Det har ikke været muligt at følge Mikkel og Helvig videre. Det vides derfor ikke, hvor eller hvornår de døde. Deres død er ikke fundet i Adslev kirkebog. I kirkebogen for perioden 1813-1838 finde de ikke som afrejste fra sognet. De må derfor formodes at være rejst fra sognet inden 1813. Det er ikke lykkedes at finde dem i en folketælling i 1834, hvorfor de formodentlig begge er døde inden dette år.

  • alle/mariesorensen/20-21.txt
  • Last modified: 2021/05/25 13:43
  • by jlk