This is an old revision of the document!


Jens Christian Sørensen(2) og Sørensine Andersen(3)

Oversigt

Jens Christian Sørensen:
Far: Søren Jensen (1808 - 1879)
Mor: Ane Jensdatter (1827- 1909)

Født: 11. april 1853 i Hammel
Død: 28. februar 1931 i Voldby

Sørensine Andersen:
Far: Anders Sørensen Kusk (1809- 1878)
Mor: Kirsten Marie Nielsdatter (1824- 1886)]]

Født: 23. august 1852 i Sorring Mark, Dallerup sogn
Død 10. december 1940 i Voldby

Gift: 27. december 1877 i Låsby Kirke

Børn: Anders 1878, Ane Sørine 1880, Kirstine Marie 1882, Ane 1884, Sofie Andrea 1887, Jensine Kristine 1888, Søren Schjødt 1890, Ane Pouline 1892, Carl Marius Schjødt 1901

Jens Christian og Sørensine hørte til den store del af befolkningen, der sidst i attenhundrede tallet og ind i nittenhundrede tallet levede som husmænd på små jordlodder og i hovedsagen tjente til sin og familiens underhold ved arbejde for bønder og på herregårde. Marie Langeland, deres tredje barn, Kirstine Marie Sørensen, har i bogen Marie og Peter Langeland beskrevet familiens forhold fra attenhundredefirserne og et par tiår frem.

Jens Christian Sørensen blev født den 11. april 1853 i Hammel og døbt i Hammel Kirke den 29. maj 1853. Forældrene var husmand og hjulmand Søren Jensen, kirkebogen har Karetmager i parentes, og hustru Ane Jensdatter. Fadderne var morens (pleje)mor Dorthea Ernstsdatter gift med gårdmand Jens Mikkelsen i Vedslet, husmand Jens Frederiksens hustru Christine Rasmusdatter fra Hammel, husmand Peder Jensen fra Froude, ungkarl Peter Jensen Johansen tjenende hos gårdmand Ildsøe på Gjern Mark og Jens Nielsen tjenende hos barnets far i Hammel. [Hammel kirkebog 1835 – 1853, opslag 55]

Jens Christian betegnes i mange af kilderne Jens Kristian. På gravstenen på Voldby kirkegård betegnes han Jens Christian.

I begyndelsen af 1856 flyttede Jens Christian med familien til Holmstol i Skannerup sogn, en halv snes kilometer nordøst for Silkeborg.

Han blev konfirmeret i Skannerup kirke i 1867, med karakteren godt i kundskab og meget godt i opførsel. Og han var blevet vaccineret mod kopper den 26. august 1853. På dette tidspunkt var koppevaccination en nødvendig forudsætning for at kunne blive konfirmeret. [Skannerup kirkebog 1862 – 1880, opslag 82]

Ved folketællingen i 1870 tjener han på en gård i Skannerup.

Sørensine Andersen blev født den 23. august 1852 på Sorring Mark og døbt i Dallerup kirke den 24. oktober 1852. Forældrene var Anders Sørensen Kudsk og hustru Kjerstine Marie Nielsen, husfolk på Sorring Mark. Hun blev båret af Niels Kudsks kone på Sorring Mark. Fadderne var Jens Sørensen Kudsk og Christian Hampen husmand på Sorring Mark. [Dallerup kirkebog 1847 – 1862, opslag 60]

Jens Sørensen Kudsk er farens, Anders Sørensens, bror, og Niels Kudsk formodentlig hans farbror.

På et tidspunk mellem 1855 og 1858 flytter Sørensine med familien fra Sorring Mark til Låsby, hvor hun bliver konfirmeret i 1866, første søndag efter Mikkelsdag, den 30. september. Hun får karakteren god i kundskaber og sædelig i opførsel. Der er også noteret at hun blev vaccineret mod kopper den 20. juli 1853. [Låsby kirkebog 1851 – 1872, opslag 178]

Hvor Jens Christian og Sørensine har mødt hinanden vides ikke, men de blev gift i 1877:

Ungkarl Jens Christian Sørensen, 24 år, tjenende i Skannerup by, og Sørensine Andersen, datter af Anders Sørensen Kusk i Låsby, 25 år, tjenende i Flensted by, blev viet i Låsby kirke den 27. december 1877. Forlovere var Bolsmændene Thøger Terkelsen, Skannerup By, og Christen Jensen, Flensted By [Låsby kirkebog 1873 – 1891, opslag 140].

Parret slog sig ned i Flensted, en bebyggelse i Låsby sogn, lidt vest for Låsby, hvor de fik deres første søn:

1. Anders Sørensen, født den 29. august 1878. Døbt i Låsby kirke den 8. september 1878. Søn af husmand Jens Christian Sørensen, Flensted by, og hustru Sørensine Andersen, 26 år.
Fadderne var: Murer Christen Jensens hustru, Flensted by; Murer Christian Jensen, Flensted by; Ungkarl Søren Andersen, Låsby. [Låsby kirkebog 1873 – 1891, opslag 21]

Ungkarl Søren Andersen er formodentlig Sørensines bror, der i 1778 var ca. 17 år gammel.

Ved folketællingen i 1880 boede familien stadig i et hus i Flensted by i Låsby sogn:

Jens Kristian Sørensen, 26 år, Gift, Husfader, Daglejer i Agerbruget, født i Hammel
Sørensine Andersen, 27 år, Gift, Hans Hustru, født i Dallerup Sogn
Anders Sørensen, 1 år, Ugift, Deres søn, født her i Sognet

Jens Christian kaldes nu, som det ses daglejer i agerbruget. Huset, de bor i, har altså ikke jord nok til, at de kan leve af den. Senere betegnes han indsidder, altså som lejer i et større hus eller en gård. Det er derfor ingen tvivl om, at han hele livet igennem tjente til familiens underhold som arbejdsmand.

Det næste barn, en datter Ane Sørine, bliver også født mens familien bor i Flensted, i 1880:

2. Ane Sørine Sørensen, født den 21. august 1880, døbt den 19. september 1880. Datter af husmand Jens Kristian Sørensen, Flensted, og hustru Sørensine Andersen, 28 år.
Fadderne var: Pige Marie Kirstine Sørensen; Ungkarl Peter Andersen, Laurberg; Husmand Søren Laursen, Flensted by. [Låsby kirkebog 1873 – 1891, side 175].

Pige Marie Kirstine Sørensen var Jens Christians søster.

På et tidspunk mellem 1880 og 1882 flyttede familien til Stjær, en snes kilometer vest for Aarhus. Her blev deres næste barn, Kirstine Marie, født i 1882.

3. Kirstine Marie Sørensen, født den 10. september 1882, døbt i Stjær kirke den 5. november 1882. Datter af husmand Jens Kristian Sørensen på Stjær Mark og hustru Sørensine Andersen, 33 år.
Fadderne var: Pige Anne Andersen, Låsby; Ungkarlene Laurs Rasmusen og Søren Peter Jensen begge Stjær Mark; Ungkarl Sørens Andersen, Låsby. [Stjær kirkebog 1864 - 1891, opslag 69]

Søren Andersen kan formodes at være Sørensines bror, der også optræder ved dåben af Anders Sørensen.

Efter kort tid i Stjær flytter familien til Veng, der ligge 5 kilometer vest for Stjær, hvor de to næste børn fødes:

4. Ane Sørensen, født den 1. december 1884, døbt i Veng kirke den 26. december 1884. Datter af Indsidder Jens Kristian Sørensen og hustru Sørensine Andersen, 31 år, Veng.
Fadderne var: Pige Ane Dorthea Sørensen, Væth per Randers; Karetmager Søren Jensens enke, Skanderup; Gårdmand Peder Sørensen, Væth; Ungkarl Søren Skjødt Sørensen også fra Væth; Jens Peter Sørensen, Skanderup. [Veng kirkebog 1879 – 1891, opslag 69]

Ane Dorthe Sørensen er Jens Christians søster, Søren Skjødt Sørensen hans bror, Søren Jensens enke må være Jens Christians mor, Ane Jensdatter, der efter farens død i 1879 gifter sig igen og flytter til egnen ved Randers og Peter Sørensen kan muligvis også være Jens Christians bror.

5. Sofie Andrea Sørensen, født den 25. marts 1887, hjemmedøbt den 22.april, fremstillet i Veng kirke den 24. april. Datter af indsidder og arbejdsmand Jens Kristian Sørensen og hustru Sørensine Sørensen, 35 år, Veng.
Fadderne var: Husmand Søren Andersens hustru, Skannerup; Barnets moder, Veng; Ungkarl Jens Peter Sørensen, Skannerup; Rasmus Rasmusen, Veng; Landpost Martin Andersen, Veng. [Veng kirkebog 1879 – 1891, opslag 76]

Husmand Søren Andersens hustru er igen Jens Christians mor, Ane Jensdatter, der i 1882 giftede sig med Søren Andersen.

Omkring 1887/88 flytter familien igen, tilsyneladende i et par omgange. Først til Javngyde og derpå til Nørre Vissing, begge småbyer nord for Ravnsø, en af Silkeborgsøerne, og lidt vest for Veng. De næste børn fødes i Nørre Vissing, der hører under Veng sogn:

6. Jensine Kirstine Sørensen, født den 9. december 1888, hjemmedøbt den 9. december, fremstillet i Veng kirke den 30. december 1888. Datter af Indsidder Jens Kristian Sørensen og hustru Sørensine Andersen, 35 år, Nørre Vissing. Fadderne var: Husmand Jens Rasmusens hustru, Nørre Vissing; Pige Johanne Pedersen, Ungkarl Johannes Nielsen, Ungkarl Søren Andersen, alle af Nørre Vissing; Indsidder Kristen Jensen Javngyde [Veng kirkebog 1879 – 1891, opslag 80].

Ved folketællingen i 1890 er familien noteret som boende i et hus i Nørre Vissing og består af følgende familiemedlemmer:

Jens Kristian Sørensen, 36 år, Gift, Husfader, daglejer i agerbruget, født i Hammel
Sørensine Sørensen, 37 år, Gift, husmoder, født i Sorring
Anders Sørensen, 10 år, Ugift, deres barn, født i Låsby Sogn
Ane Sørine Sørensen, 9 år, Ugift, deres barn, født i Låsby Sogn
Kjerstine Marie Sørensen, 7 år, Ugift, deres barn, født i Stjær Sogn, Aarhus Amt
Ane Sørensen, 5 år, Ugift, deres barn, født i Veng Sogn
Sofie Andrea Sørensen, 2 år, Ugift, deres barn, født i Veng Sogn
Jensine Kristine Sørensen, 1 år, Ugift, deres barn, født i Veng Sogn

De næste børn fødes også i Nørre Vissing:

7. Søren Schjødt Sørensen, født den 20. juli 1890, hjemmedøbt den 23. juli 1890, i Veng kirke den 12. oktober 1890. Søn af Jens Kristian Sørensen og hustru Sørensine Andersen, 37 år, Veng.
Fadderne var: Pige Johanne Jensen, Flensted; Pige Marie Rasmusen, Veng; Ungkarl Søren Sørensen, Flensted; Træskomand Niels Andersen, Nørre Vissing; Ungkarl Jens Knudsen, Horne by. [Veng kirkebog 1879 – 1891, opslag 44].

8. Ane Pouline Sørensen, født den 31. juli 1892, hjemmedøbt den 1. august 1892, i Veng kirke den 2. oktober 1892. Datter af husmand Jens Kristian Sørensen og Sørensine Andersen, 39 år, Nørre Vissing.
Fadderne var: Pige Katrine Pedersen, Nørre Vissing, Pige Inger Marie Jensen, Flensted, Husmand Mads Danielsen, Søballe, Forpagter Søren Eriksen, Veng, Ungkarl Rasmus Sørensen, Nørre Vissing. [Veng kirkebog 1892 – 1916, opslag 76].

Også den sidste søn fødes her. Han må helt klart betegnes en efternøler, idet han fødes ni år efter søsteren Ane Pouline:

9. Carl Marius Schjødt Sørensen, født den 31. august 1901, døbt den 15. september 1901. Søn af Jens Kristian Sørensen og Sørensine Andersen, 49 år, Nørre Vissing Mark.
Fadderne var: Gårdejer Simon Petersens hustru, Veng, Pige Sørine Sørensen, Veng, Bolsmand Jens Peter Sørensen, Nørre Vissing, Træskomand Anders Sørensen, Hover. [Veng kirkebog 1892 – 1916, opslag 29].

På et tidspunk mellem 1906 og 1911 flytter Jens Christian og Sørensine til Hårby, nøjere bestemt til Ryvejen 64 på Hårby Mark. Stedet er en lille ejendom med ca. 1,5 ha jord til. Ved folketællingen den 1. februar 1911 har familien følgende sammensætning:

Jens Kristian Sørensen, født 1852 i Hammel, Landejendomsbestyrer
Sørensine Andersen, født i 1852 i Låsby
Jomfru Ane Pouline Sørensen, født 1892 i Veng, Datter i Huset
Karl Marius Sørensen, født 1901 i Veng, Barn
Jens Severin Sørensen, født 1906 i Veng

Den yngste dreng, Jens Severin, er søn af Jens Christian og Sørensines ugifte datter, Sofie Andrea Sørensen. Drengen er altså sat i pleje hos bedsteforældrene.

På et tidspunkt inden folketællingen den 5. februar 1916 flytter Jens Christian og Sørensine til en anden adresse i Hårby. Adressen er Ryvejen 70, Haarby, en ejendom på 470 m2. Det er formodentlig dette hus, Marie Langeland i Marie og Peter Langeland siger, at hun og Peter købte til hendes forældre i 1912. I bogen siges det, at der var jord til, så der kunne holdes to køer. Dette passer nok bedre på ejendommen på Ryvejen nr. 64.

Ved folketællingen i 1916 betegnes Jens Christian som arbejdsmand med en årlig indkomst på 300 kr. Sørensine, der angives under navnet Sørine, siges at være uarbejdsdygtig på grund af alderdom.

I 1930 er de flytter til Voldby, lidt syd for Hammel, hvor de har fået ophold hos barnebarnet Jens Severin Sørensen.

Jens Christian Sørensen døde den 28. februar 1931. Dødsfaldet er noteret i Hammel kirkebog:

Jens Christian Sørensen, død den 28. februar 1931, begravet den 5. marts 1931 på Voldby kirkegård. Jens Christian Sørensen var aldersrentenyder i Voldby, Skanderborg Amt, født i Hammel, Skanderborg Amt den 11. april 1853. Søn af Husmand og Hjulmand Søren Jensen og Hustru Ane Jensdatter, Hammel. Hans efterlevende Hustru Sørensine Sørensen, Voldby Mark, 77 År. [Kirkebogen Hammel 1927-1931, opslag 181]

Sørensine Andersen døde i 1940. Igen fra Hammel kirkebog:

Sørensine Sørensen f. Andersen, død den 10. december 1940, begravet den 15. december på Voldby kirkegård. Aldersrentenyder, Hammel, Skanderborg Amt, født i Dallerup, Skanderborg Amt, den 23. august 1852, Datter af Husmand Anders Sørensen Kudsk og Hustru Kjersten Marie Nielsen. Hendes døde Mand var Arbejdsmand Jens Christian Sørensen, Voldby. [Kirkebogen Hammel 1938-1946 Døde, opslag 86]

  • alle/mariesorensen/2-3.1621514193.txt.gz
  • Last modified: 2021/05/20 12:36
  • by jlk