Søren Mortensen (174) og Inger Jensdatter Skivholme (175)
Oversigt
Søren Mortensen:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født: November 1654
Begravet: 6. december 1731 i Harlev
Inger Jensdatter Skivholme:
Far: Jens Jacobsen Skivholme (?- 1724)
Mor: Gertrud Jensdatter Vinter (?- 1713)
Født: Ca. 1678 i Aarhus
Begravet: 20. marts 1755 i Harlev
Gift: 20. oktober 1705 i Vor Frue Kirke, Aarhus
Børn: Thomas 1707, Anne Johanne 1710, Morten 1712, Gertrud 1718.
Søren Mortensen var måske købmand i Aarhus, men købte i 1714 Tarskov mølle, i Harlev sogn, vest for Aarhus.
Inger Jensdatter Skivholme tilhørte efterslægten efter Peder Pedersen, der var herredsfoged i Framlev herred i midten af 1500-tallet.
Inger Jensdatter var gift to gange. Anden ægtemand var Hans Sørensen Leth, der overtog Tarskov mølle efter Søren Mortensen.
Søren Mortensen
Det har ikke været muligt at finde Søren Mortensens fødested og hermed heller ikke hans forældre. Men i forbindelse med hans begravelse opgives hans alder så udførligt, at det kan udledes at han blev født i begyndelsen af november 1654.
Søren Mortensen er måske den Søren Mortensen fra Alstrup (Aalestrup?) Sogn i Rinds Herred, Viborg amt, der i 1706 løste borgerskab i Aarhus som købmand. [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 24]
Inger Jensdatter Skivholme
Inger Jensdatter Skivholme er der bedre mulighed for at spore, idet hun optræder i [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 24]. Hun er altså efterkommer af Peder Pedersen i Borum, der var herredsfoged i Framlev Herred i midten af 1500-tallet.
Inger Jensdatter blev født i Aarhus ca. 1678, og var således en del yngre end Søren. Hendes forældre var Jens Jacobsen Skivholme, der havde borgerbrev som købmand i Aarhus, og Gertrud Jensdatter Vinter.
Søren Mortensen og Inger Jensdatter Skivholme
Søren og Inger blev viet i Vor Frue kirke i Aarhus den 20. oktober 1705.
Den 20 oktober 1705 betalte Jens Jacobsen Skivholme for sin datters bryllup med sr. Søren Mortensen og gav til kirken og de fattige 3 rigsdaler [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 24]
Parret blev boende i Århus indtil ca. 1714, hvor Søren Mortensen købte Tarskov mølle:
Jeg Gerhart Weghorst, boende på Tarskov mølle, kendes og hermed for alle vitterligt gør, at jeg har solgt, skødet og afhændet, så og hermed skøder og aldeles afhænder fra mig, min hustru og vores arvinger til Søren Mortensen indvåner i Aarhus, hans hustru og arvinger, en mig nu iboende mølle kaldet Tarskov mølle udi Skanderborg amt, Hads-Ning herred og Harlev sogn beliggende med møllehus, mølleværk, stene, mølledam og grund, samt al anden her ved møllen befindende opbygte huse, med detsen grunde og alt hvis, som udi nagelfast er, intet undtagen i nogen måder, item alle Tarskov mølles og enemærkes under og tilliggende markjord med rugsæden, (som) nu er sået samt engjord med tilliggende skov og detsen grund og jorder, marker og kær, fælled og fædrift intet undtagen. [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 24]
Inden parret flyttede til Tarskov mølle fik de tre børn, alle derfor formodentlig født i Aarhus og døbt i Vor Frue kirke, hvis kirkebog desværre først eksisterer fra 1726. Deres eksistens fremgår dog af skiftet efter Søren Mortensen, se nedenfor:
Thomas, født ca. 1707 Anne Johanne, født ca. 1710 Morten, født ca. 1712
Den sidste datter, Gertrud, bliver født efter, at de er flyttet til Tarskov mølle. Hun bliver døbt i Harlev kirke:
November den 16 (1718) Christnede jeg Søren Mortensens, af Tarskof Mølle, datter Giertrud Kirstine, som Karen Nielsdatter Salig Jacob Andersens af Aarhus frembar. Faddere: Jens Jacobsen Skivholme, Niels Jensen Farfver, Diunes Jensen, Mætte Jensdatter Diunis Christensens hustru, Karen Jørgensdatter Peder Hiortis hustrue alle sammen af Aarhus. [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 47]
Morfaren Jens Jacobsen Skivholme ses at optræde som fadder, og Mette Jensdatter, Dines Christensens hustru, er formodentlig Inger Jensdatters søster. Søren Mortensen døde i december 1731:
6 Dec (1731) Jordede jeg Salig Søren Mortensen af Tarskov Mølle. Ao. Ætat 77: 3 ugger 5 dage. [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 71]
Skifter findes i Skanderborg og Åkær amters skifteprotokol. Brejls uddrag ser ud som følger [http://www.brejl.dk/skamt.html]:
Søren Mortensen i Tarskov Mølle. 24.9.1732.
Enke: Inger Jensdatter. Lavsværge: Jens [Jensen] Harlev, præst i Harlev og Framlev.
Børn:
Thomas 24 år,
Anne Johanne 21 år,
Morten 19 år,
Gertrud 14 år. Formynder: Jens Andersen i Tåstrup, Niels Pedersen i Skibby, Christen Pedersen
Ingers lavsværge er formodentlig hendes bror, Jens Jensen Vinter, der var præst i Harlev.
Af skiftet efter Søren Mortensen ses, at han og Inger Jensdatter havde ansøgt om og fået bevilget, “at når en af dem ved døden afgår, den længstlevende da, foruden rettens midlers forsegling, registrering og vurdering efter loven, med deres fælles sammen avlede umyndige børn udi uskiftet bo må blive besiddende, så længe de udi enlig stand forbliver”- osv. [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 24]
Efter Sørens død blev boet vurderet, og da Inger blev gift igen, skulle der skiftes. Efter opgørelse af aktiver og passiver fandtes boet at have en værdi på godt 2000 rigsdaler, en anselig sum, idet møllen alene var vurderet til 2300 rigsdaler. For at stille døtrene bedre end deres halve arvelod tilsagde, forøgede Inger Jensdatter deres arvelod fra det beregnede 169 rigsdaler til 200 rigsdaler til hver. Dette krævede dog hendes lavsværge og tilkommende ægtemands samtykke, idet kvinder ikke var myndige, og dermed ikke i stand til legalt at råde over egen formue.
Inger Jensdatter Skivholme efter Søren Mortensens død
Inger Jensdatters tilkommende ægtemand var Hans Sørensen Leth, der var forpagter på Constantinsborg, en større gård tæt vest for Aarhus. Parret var blevet trolovet inden færdiggørelsen af skiftet efter Søren Mortensen:
5. August (1732) Trolovede jeg Mons. Hans Sørensen (Leth) på Constantinsborg og Madame Inger Jensdatter Winther udi Tarskov Mølle. [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 72]
9. oktober (1732) Copuleret Mons. Hans Leth forpagter på Constantinsborg og Madame Inger Jensdatter af Tarskov mølle [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 72]
Her hedde Inger ikke Skivholme men Winther, samme tilnavn som hendes mor.
Hans Leth opgiver forpagtningen af Constantinsborg og køber Tarskov Mølle. I 1744 sælger han møllen til den yngste af Ingers sønner, Morten Sørensen.
Hans Leth døde i 1751:
Den 10. august (1751) jordede jeg Hans Læth af Tarskov Mølle Ao. Æt. [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 100]
100] Inger Jensdatter Skivholme døde i 1755:
Den 20. marts (1755) Jordede jeg Inger Jensdatter af Tarskov Mølle Ao. Æt 77 [Harlev kirkebog 1694 – 1806, opslag 105]
Oversigten over skiftet ser ud som følger:
Skanderborg og Åkær amters skifteuddrag
Inger Jensdatter Skivholme i Tarskov Mølle. 20.3.1755
Enke efter Hans Leth
Børn:
Thomas Sørensen i Silkeborg Mølle, død.
Hans barn: Søren 12 år, i skrædderlære i Århus. Formynder: morbror Niels Rømer i Århus,
Anne Johanne Sørensdatter gift med Mads Andersen, der tjener på Sjælland,
Gertrud Kirstine Sørensdatter gift med Hans Jacob Løchte, degn i Dalbyneder,
Morten Sørensen 40 år i Tarskov Mølle
Skifte foregik dog ikke uden problemer:
Et skiftebrev, udstedt efter Hans Leths død, blev ligesom skødet fremlagt og viste, at boet dengang havde manglet 255 rdl. 1 mark 4 sk i, at der kunne blive nok til dækning af den bortskyldige gæld. Morten Sørensen havde så påtaget sig at udrede gælden og yde sin mor aftægt dog på betingelse af, at hans søstre ikke kunne gøre krav på arv efter deres mor. “Efter hvilke omstændigheder Morten Sørensen mente alene at være ejer af Tarskov mølle, og hvad der udi findes både levende og dødt, eller værende uvurderet i hvad navn nævnes kan uden nogen forsegling og registrering, vurdering og skifte eller delings foretagelse”. [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 25]
Den egentlige skifteforretning beskrives således:
Ved den efterfølgende skiftesamling den 19. april mødte næsten alle arvingerne op, på Søren Tomasens vegne hans morbror sr. Niels Rømer fra Århus. Til Mortens Sørensens påstand om, at han havde fået møllen overdraget på de allerede nævnte betingelser, indvendte de øvrige tilstedeværende, at aftalen havde været, at de, når deres salig mor døde, skulle have i alt 400 sldl. udbetalt til gengæld for hans overtagelse af møllen, og alt hvad han ellers havde overtaget, men da der stadig hæftede over 155 rdl. gæld på møllen, og da boet umuligt kunne komme op på nær det beløb, tilbød Søren Tomasens formynder på hans vegne at stille sig tilfreds med 100 sldl., mens Hans Jacob Løcte på hustruens vegne ville nøjes med 50 sldI. Anne Johanne Sørensdatter, “berettede i nogle år at have nydt underholdning i Tarskov mølle, og hendes søn Søren Johansen, som nu er 15 år gammel, at være opfødt i Tarskov mølle, siden han var år gammel, så hun har nydt så meget godt hos hendes bror Morten Sørensen, at hun ej var i stand samme at betale, om han nogen sinde ville gøre hende regning” . Skiftet sluttede med pålæg til arvingerne om at give Morten Sørensen behørigt afkald, når de havde fået deres arv, og at han så skulle sørge for at få gælden betalt. [Kirstin Nørgaard Pedersen II, side 25]
Ud over de almindelige stridigheder i forbindelse med arvesager, ses det også at Anne Johanne Sørensdatter, der i 1747 var blevet gift med Mads Andersen, nogle år havde boet på Tarskov mølle hos broren. Mads Andersen ser således ud til, ikke at have været i stand til at forsørge familien.
Og en af Anne Johannes sønner har næsten hele sit liv boet på møllen. Navnet opgives ovenfor som Søren. Det passer dog ikke med de af Anne Johannes kendte børn. Der var ingen med navnet Søren. Derimod havde hun en søn med navnet Gothard, der var 15 år i 1755. Så mon ikke det var ham.
Også denne familie ser ud til, på samme måde som Boller grenen, at være møllere, og dermed lidt finere end bønder. Inger betegnes for eksempel Madame i forbindelse med vielsen til Hans Leth. Ikke en betegnelse der blev brugt for bondekoner.
Baggrundsmateriale: Herredfogedslægten, Kirstin Nørgaard Pedersen, (Slægten, Aalborg, 2004)