This is an old revision of the document!
Gothard Bernt Boller (172) og Anne Knudsdatter Faartofte(173)
Oversigt
Gothard Bernt Boller:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født: Ca. 1660
Begravet: 31. oktober 1738 i Hørning
Anne Knudsdatter Faartofte:
Far: Intet vides
Mor: Intet vides
Født: Ca. 1686/87
Begravet: 20. marts 1770 i Hørning
Gift: 29. maj, 1708 i Hadsten kirke
Gothards børn med Anne Judith Dalsdorf: Claus Christian, Johan Lennert, Gertrud, Marie Elisabeth.
Gothard og Annes børn: Anne Margrethe 1710, Frans Lorens 1712, Johan 1713, Gothard 1717, Frederik 1720, Lukas 1722, Jacob 1727
Gothard Bernt Bolle var af møllerfamilie og selv møller. Først i Sjelle Skovgård mølle og derpå i Bodil Mølle i Hørning sogn. Begge kort vest for Aarhus.
Hans anden kone Anne Knudsdatter Faartofte, har formodentlig også været af møllerfamilie. Hun hørte i al fald til den bedre del af indbyggerne i Hadsten, hvor hun ved brylluppet med Gothard var husbestyrerinde for mølleren på Hadsten Mølle.
Gothard Bernt Boller
Gothard Bernt Boller blev født ca. 1660 og døde 31. oktober 1738.
Gothard tilhører en møllerfamilie. Da han dør bor han i Bodil eller Boel Mølle i Hørning sogn. Hans søn dør i Kvak Mølle ved Vejle. En sønnesøn bor på Legaard Mølle ved Holstebro. Og mange i omgangskredsen ser ligeledes ud til at have været møllere.
Slutningen af sekstenhundredetallet er rundt regnet det tidspunkt, hvor kirkebøgerne begynder. Det, der har gjort det muligt at finde oplysninger om Gothart Boller, er især, at han har været så velhavnende, at skiftet ved hans død har været så omfattende, at det har fundet vej til Skanderborg Rytterdistrikts skifteprotokol. Den kilde, der her har været benyttet, er Brejls skifteuddrag: http://www.brejl.dk/rytter.html#uddrag.
Gothard var gift to gange. Første gang med Anne Judith Dalsdorf. Hvor og hvornår brylluppet fandt sted, har det ikke været muligt at efterspore, men formodentlig midt i sekstenhundrede halvfemserne. Parret boede formodentlig i Sjelle Skovgårds Mølle.
Parret fik fire børn:
Claus Christian Gothardsen Boller, død før 1738, Navr Mølle Holstebro
Johan Lennart Gothardsen Boller, født før 1698, død 1741, Silkeborg Mølle
Gertrud Gothardsdatter
Marie Elisabeth Gothardsdatter, født ca. 1699, død 1743
Anne Judith Dalsdorf må være død senest sidst på året 1707, idet Gothard bliver gift igen i Pindsen 1708.
Anne Knudsdatter Faartofte
Anne Knudsdatter Faartofte, blev født i omkring nytårsskiftet 1686/1687. Hendes fødselstidspunkt er baseret på oplysningerne i forbindelse med hendes begravelse den 20. marts 1770, hvor hun siges at være 83 år gammel. Hvor hun er født og dermed også oplysning om hendes forældre, er det ikke lykkedes at finde.
Gothard Bernt Boller og Anne Knudsdatter Faartofte
Gothard og Anne bliver gift i Pinsen 1708 i Hadsten kirke. Brylluppet findes noteret i kirkebogen for Vitten, Haldum og Hadsten Sogne, Sabro herred, Aarhus amt 1696-1766:
3 Pintzedag (29. maj, 1708) trolovede Mæster Gothard Bærnt Boller Møller i Sielle Skougaard Mølle, Enchemand, og Anne Knudsdatter, Mæster Johan Asmusens husholderske i Hadsten Mølle. [Hadsten kirkebog 1696 – 1766, opslag 121]
Thorsdagen 17 Juli (1708) copulerede ovenfornævnte M. Gothart Bærnt Boller og Anne Knudsdatter [Hadsten kirkebog 1696 – 1766, opslag 121]
Anne Knudsdatter har åbenbart tilhørt de bedre kredse i Hadsten, idet hun tre gange i 1708 er gudmor, bærer et barnet til dåben, i Hadsten kirke. [Hadsten kirkebog 1696 – 1766, opslag 151]
Gothard var møller på Sjelle Skovgårds mølle, så det var her parret boede fra brylluppet og frem. Desværre findes der ingen kirkebog for Sjelle sogn før 1720. Og parret får en del børn før 1720, se nedenfor, så det har ikke været mulig at finde optegnelser om deres dåb.
Inden 1718 flytter parret til Bodil, eller Boel, Mølle i Hørning sogn. Nygårds sedler [se Danmarks Demografiske Database] har følgende notits:
Boler, Godhard Bernt c 1718 møller i Boel Mølle Hørning
Kun for et af børnene har det været muligt at finde dåben noteret i kirkebogen for Hørning sogn, Hjelmslev herred, Skanderborg amt:
Onsdagen den 1 Maj (1720) fremstillet for dåben i Hørning Kirke Gothardi Møllers Barn i Boel Mølle kaldet Friderick. Fadderne: Caspar i Harlev Møller, Johan Gartner udi Havsteen Møller, Søren Mortensen udi Tarskov Mølle, Tobiæ kone og Jørgen Sørensens kone udi Lille Mølle. [Hørning kirkebog, 1659 – 1792, opslag 104]
Den Søren Mortensen i Tarskov Mølle, der er fadder, er ane nr. 174, og hans datter Anne Johanne Sørensdatter bliver gift med Gothards søn Johan Gothardsen Boller.
Af samme kirkebogs opslag 104/105 fremgår at en af Gotharts døtre i januar 1721 i Hørning Kirke bliver viet til en Mogens Nielsøn, dog uden at hendes navn fremgår. Men fra skiftebehandlingen efter Gothard kan det udledes, at det drejer sig om datteren af Gothards første ægteskab, Marie Elisabeth, der i 1738 er gift med en Mogens Nielsøn, degn i Mesing og Stjær.
Kirkebogen for Hørning mangler indføjelser for perioden 1722 til 1738, hvorfor det ikke har været muligt af finde de yngste børns dåb noteret. Og det har derfor heller ikke været muligt, at konstatere hvornår Gothard døde og blev begravet. Men en del oplysninger kan udledes af skiftet efter Gothard, der er noteret i Skanderborg Rytterdistrikts skifteprotokol. [www.brejl.dk/rytter.html#uddrag]